Forside Alfabetisk oversigt Årsoversigter Mere information

Sara Omar Maref

2024111.156,00 kr.(367)
2023124.774,00 kr.(295)
2022155.649,86 kr.(195)
2021187.988,02 kr.(142)
2020103.930,00 kr.(340)
201933.129,00 kr.(1056)

Mere info (fra Wikipedia):

Sara Omar (; født 21. august 1986 i Sulaymaniah i den kurdiske del af Irak) er en dansk-kurdisk statskundskabsstuderende og romanforfatter. Hun er den første internationalt anerkendte kvindelige romanforfatter fra Kurdistan.

Sara Omar stammer fra Kurdistan, men flygtede på grund af krig i slutningen af 90'erne og har boet i Danmark siden 2001. Hun har tidligere læst jura, men har senere taget en bachelor i statskundskab og læser på kandidatuddannelsen.

Sara Omar fik sit gennembrud med romanen Dødevaskeren i november 2017. To år efter udkom Skyggedanseren, der er en opfølger til gennembrudsromanen.

Sara Omar har vundet flere priser for sit virke, bl.a. i 2019 Menneskerettighedsprisen, der bliver uddelt af Rådet for Menneskerettigheder.

Opvækst og uddannelse

Sara Omar er født i 1986 i storbyen Sulaymaniah i Kurdistan - den samme by, som hovedpersonen Frmesk i Sara Omars romaner er født i. I bogen hedder byen dog Zamwa, som er Sulaymaniahs tidligere navn. Byen ligger mellem bjergene Azmer, Goyija, Qaiwan, Baranan og Tasluja-bakkerne. Tidligere var byen hovedstad i fyrstedømmet Baban fra 1784 til 1850. Siden byens grundlæggelse har den været samlingspunkt for digtere, forfattere, kunstnere og andre intellektuelle.

Hun voksede op under Iran-Irak-krigen (1980-1988), som udviklede sig til Irak-Kuwait-konflikten (1990-1991), også kendt som Golfkrigen. Hun boede i nabobyen til Halabja og oplevede giftgasangrebet den 16. marts 1988.Sara Omar (2017). Dødevaskeren. Politikens Forlag. Kapitel 20.

Foruden giftgasangrebet i Halabja levede Sara Omar også i Kurdistan under Anfal-kampagnen, folkedrabet mod kurderne, i slutningen af 1980'erne. Mange af hendes slægtninge blev ofre for krigen, der varede fra 1986 til 1989. Anfal-kampagnen har sit navn fra Sura al-Anfal i Koranen. Den tidligere irakiske baathistiske regering anvendte det som kodenavn for systematiske angreb mod civilbefolkningen og Peshmerga. Ovenstående har Sara Omar valgt til at være bagtæppe for sine romaner.

I en tidlig alder måtte hun flygte fra Kurdistan på grund af krig, og som 15-årig kom hun til Danmark, hvor hun gjorde sin skolegang færdig og begyndte på universitetet.

Karriere

Tidligt forfatterskab

Sara Omar har skrevet digte og malet, lige fra hun var fire år gammel. Hun deltog i 2012 i WEYA, en international festival for 1000 af verdens mest talentfulde unge digtere fra 100 forskellige lande.

Tidligere har Sara Omar forsøgt at få udgivet sine litterære værker i Mellemøsten, men blev afvist. De første mange år skrev hun under et pseudonym og udgav sig for at være en mand.

Siden 2004 har Sara Omar skrevet digte og kritiske debatindlæg i mellemøstlige medier om omskæring, incest, seksuelle overgreb, æresforbrydelser, æresdrab, social kontrol, kvindeundertrykkelse og rettigheder for homoseksuelle, handicappede, børn og kvinder i de patriarkalske samfund.

Inden hun slog igennem med sine romaner, har Sara Omar fået udgivet et digt i litteraturmagasinet Kritiker i 2014. Digtet hedder "Floden af smerte, der fortsætter sin vandring", og det er dedikeret til hendes mor.

Ligeledes bidrog hun med digtet Barndommens tavshed, da Dansk PEN udgav antologien Ord på flugt. Antologien var skrevet af forfattere og journalister, der alle havde det til fælles, at de var flygtet fra krigshærgede lande.

Romaner

30. november 2017 udkom Sara Omars debutroman Dødevaskeren, som hun blandt andet fik Læsernes Bogpris for.
Debutromanen har solgt over 100.000 eksemplarer, hvoraf de 50.000 blev solgt den første måned efter udgivelsen.Christina Nielsen (13. april 2018). "Sara Omar får Læsernes Bogpris for 'Dødevaskeren'"

To år senere, 26. november 2019, udkom opfølgeren Skyggedanseren, og for den fik hun boghandlernes litteraturpris De Gyldne Laurbær. I løbet af to måneder solgte den 50.000 eksemplarer.

Begge Sara Omars romaner er udkommet på Politikens Forlag, og de er solgt til udgivelse på svensk, norsk, serbisk, makedonsk og fransk.

I 2019 åbnede Sara Omar Bogforum i Bellacenteret, mens hun tidligere på året holdt åbningstalen ved CPH:DOX.

Sara Omar optræder også på litteraturfestivaler, herunder Bogforum, Litt Talk, Ordkraft, Litterature Exchange og internationale SILK i Skudeneshavn i Norge.

Desuden har hun bl.a. optrådt til Politiken Live, Louisiana Live, hos Huset Zornig og med Jan Grarup på Det Kongelige Teater.

Frivilligt arbejde

Sara Omar har i en række sammenhænge deltaget i arrangementer med fokus på udsatte og voldsramte grupper. Hun har holdt oplæg om bl.a. æresrelaterede forbrydelser, seksuel frigørelse og negativ social kontrol for Nordic Federation of Societies of Obstetrics and Gynecology, om sin roman Dødevaskeren og voldens anonymitet for paraplyorganisationen Interkulturelt Kvinderåd og Tingbjerg-kvindeforeningen Eves Univers, hos FN-forbundet om, hvad Danmark skal kæmpe for i FN's kvindekommission, og for Mino Danmark ved kvindernes internationale kampdag.

Hun har optrådt i kampagner for Amnesty International og for Danner, hvor hun har deltaget i projektet "Livet efter volden" om voldsramte og udsatte børn og kvinder.

Hun er ambassadør for DIGNITY - Dansk Institut mod Tortur, Dansk Kvindesamfund, ungdomsorganisationen Crossing Borders og den svenske organisation GAPF, der bekæmper æresrelateret vold.

Kort efter udgivelsen af Dødevaskeren blev Sara Omar inviteret til at holde en nytårstale i Deadline på DR2, hvor hun havde fokus på den voldelige verden, som nogle muslimske kvinder lever i.

Sara Omar sidder i Expert Advisory-panelet for kommunikationsgruppen Arts & Globalization.

Priser

Erik Hoffmeyers rejselegat blev tilbage i 2015 tildelt Sara Omar. Rejselegatet på 25.000 kroner har til formål at dygtiggøre personer, der har ydet en særlig indsats inden for det samfundsvidenskabelige domæne. Det ene af de to legater, der uddeles, tildeles fortrinsvis til en person, der er flygtet til Danmark.

Årets Victor 2018 blev også givet til Sara Omar. Prisen er tildelt for hendes engagement i at tale om overgreb mod kvinder i indvandrermiljøer.

I 2018 vandt Sara Omar Læsernes bogpris for Dødevaskeren, og for Skyggedanseren vandt hun De Gyldne Laurbær 2019.Kasper Madsbøll Christensen (30. januar 2020). "'Oprivende og kulsort' bog om overgreb og flugt får De Gyldne Laurbær". DR.dk. I 2019 modtog hun Rådet for Menneskerettigheders menneskerettighedspris. Ved prisoverrækkelsen holdt hun en tale om børn og kvinders rettigheder, der senere blev udgivet som kronik i Jyllands-Posten.

I 2019 modtog hun Martin Andersen Nexø Fondens litterære pris sammen med Sofie Jama og Aydin Soei. De tre forfattere modtog prisen, fordi de hver især "repræsenterer stemmer, der vil udvikle og præge indvandrerdebatten og medvirke til at ændre forståelsen af migrationen både indefra og udefra."Litterær pris til Omar og Jama. Politikens Forlags hjemmeside 23. juni 2019. Yderligere modtog Sara Omar i 2019 ELLE Style Awards som Årets Kvinde "for sin storsælgende roman Dødevaskeren, der løfter sløret for en mandsschauvenistisk kultur, der har taget Islam som gidsel"

I 2021 modtog hun Bjørnsonprisen.

Bibliografi

Tidsskrifter og debat

Litteratur

Noter

Eksterne henvisninger

Ovenstående information stammer fra artiklen "Sara Omar" i den danske Wikipedia. Indholdet er udgivet under Creative Commons Navngivelse/Del på samme vilkår 3.0.