Forside Alfabetisk oversigt Årsoversigter Mere information

Erhard Jacobsen

(Erhard Jakobsen)

20023.794,93 kr.(5555)
20013.861,94 kr.(5288)
20004.318,00 kr.(4702)
19994.512,07 kr.(4411)
19984.585,21 kr.(4158)
19975.902,00 kr.(3610)
19966.165,00 kr.(3506)
19956.569,00 kr.(3387)
19946.200,00 kr.(3302)
19936.391,00 kr.(3193)
19927.363,00 kr.(2852)

Mere info (fra Wikipedia):

Erhard Villiam Jakobsen (25. februar 1917 – 11. marts 2002) dansk politiker, borgmester, minister og partistifter.

Han udløste jordskredsvalget i 1973 ved at udeblive fra afstemningen om ligningsloven 8. november 1973, ifølge hans egen forklaring fordi han ikke havde benzin på bilen. Resultatet blev, at den socialdemokratiske regering gik af.

Han stiftede partiet Centrum-Demokraterne ni dage senere, den 17. november 1973, som han var formand for fra 1974-1989. Han var medstifter af Aktive Lyttere og Seere i 1976. Han var i en lang periode medlem af Folketinget, først for Socialdemokratiet fra 1953 og 1973-1995 var han medlem for partiet Centrum-Demokraterne.
Han er født i Grene ved Billund som søn af murersvend Knud Christian Knudsen. Han voksede op i Egtved hos sine bedsteforældre, da moderen var ugift og måtte rejse væk og tage arbejde i huset.

Han var navngivet Jakobsen med K, men ønskede selv livet igennem at hans efternavn blev stavet med C. Han blev student 1936 fra Lyngby Statsskole og cand.polit. i 1946.

Han startede sit politiske liv i Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DSU) som han sad i hovedbestyrelsen for i perioden 1938-1943. I 1943 var han medstifter af Frit Forum København, som han var formand for frem til 1951 og blev valgt ind i Folketinget 1953. Han fik ingen fremtrædende poster i den socialdemokratiske folketingsgruppe, dels på grund af personlige modsætninger til de socialdemokratiske formænd H. C. Hansen og Jens Otto Krag, dels fordi han i samme periode var engageret i lokalpolitik. Fra 1958 til 1973 var han borgmester i Gladsaxe, som han ønskede at gøre til en mønsterkommune for den fremvoksende velfærdsstat.

Som indædt forkæmper for privatbilismen var han i en årrække medlem af styrelsen for FDM, og blev sågar valgt til præsident i 1971, men der viste sig hurtigt interessekonflikter med hans folketingsarbejde, og han måtte gå af efter kun 10 måneder på posten.

Han var uortodoks og kontroversiel i metoderne og blev af politiske modstandere og konkurrenter beskyldt for populisme og opportunisme. Han optrådte i ugeblade sammen med pigegarder og indsang uden meget sangtalent singlen 'Dybbøl Mølle maler stadig!' som svar på John Mogensens 'Dybbøl Mølle (der er noget galt i Danmark)'.

I samme periode var han paneldeltager i DRs faste program 'Spørg Bare', hvor han svarede på lytterspørgsmål med bakkesangerinden Cleo, rejsekongen Simon Spies og skuespilleren John Price. Det gjorde ham landskendt og gav ham en popularitet, som han forstod at organisere imod Socialdemokratiets ledelse. Han grundlagde i 1970 foreningen 'Socialdemokratisk Centrum' sammen med blandt andre Arne Melchior som en reaktion mod en venstredrejning af Socialdemokratiet.

Han var med til at stifte Aktive Lyttere og Seere mod socialistisk indoktrinering i Danmarks Radios sendeflade. Aktive Lyttere og Seere mente, at der var grupper af journalister, der misbrugte deres stilling hos DR til at sprede egne politiske holdninger. Disse blev i folkemunde kaldt røde lejesvende.

Erhard Jacobsen var i sin sidste tid en aktiv støtte til apartheid-regimet i Sydafrika, som han besøgte i 80'erne på invitation af South Africa's National Party, det højre-ekstreme og racistiske regeringsparti. Han støttede uforbeholdent apartheid-systemet og forsvarede diskrimineringen af den sorte og den farvede del af befolkningen. Han var således modstander af boykot af Apartheid-regimet i Sydafrika, ligesom han modsatte sig Nelson Mandelas besøg i Danmark, idet han hævdede, at Mandela var en kommunistisk sponsoreret terrorist og at African National Congress, det senere regeringsparti, som Mandela repræsenterede, var en terrororganisation. Hans synspunkter er senere af ligesindede forsøgt forklaret med, at de byggede på en frygt for, at kommunismen skulle sprede sig i Sydafrika og få betydning i den kolde krig. Men han opretholdt sin støtte til Apardheid-systemet og sin modstand mod Nelson Mandela lang tid efter den kolde krigs afslutning.

Erhard Jakobsen var gift med Kate Jakobsen (4. januar 1919 - 7. maj 2003), og de fik datteren Mimi Jakobsen, som senere afløste sin far på posten som Centrum-Demokraternes formand.

Politisk karriere

Eksterne kilder/henvisninger

Ovenstående information stammer fra artiklen "Erhard Jakobsen" i den danske Wikipedia. Indholdet er udgivet under Creative Commons Navngivelse/Del på samme vilkår 3.0.